Medicin i behandlingen - Få professionel rådgivning hos Novavi.dk
Alkoholbehandling - få gratis og anonym hjælp
Medicin i behandlingen

behandling

Medicin i behandlingen

Medicin i alkoholbehandling

Når du starter i alkoholbehandling, vil du altid få tilbudt en lægesamtale. Her informeres du om mulighederne for medicinsk behandling og behandlingsforløbet hos Novavi. Det er altid din beslutning, om du ønsker medicinsk behandling, hvilken medicin du skal have og behandlingsforløbets tidshorisont.

Når du takker ja tak til en behandling hos Novavi og går i medicinsk behandling, sørger vi for at følge de kliniske retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Dette overholdes ved hjælp af autoriserede fagpersoner, som har været i faget i mange år.

Her er nogle af de medikamenter, der bruges i behandlingen af alkoholmisbrug

Medicin i behandlingen af alkoholmisbrug

Disulfiram (Antabus®)

Disulfiram kan motivere dig til at stoppe med at drikke, da det er farligt at drikke mens man er på antabus. Det er altså ikke et middel mod drikketrang eller behandling i sig selv, men derimod et medikament, der på grund af bivirkninger ved fortsat alkoholforbrug virker motiverende for nogle mennesker for en periode.

Hvor lang tid er Disulfiram i min krop?

Det er forskelligt fra person til person. Vi anbefaler, du venter med at drikke alkohol, til der er gået mindst 14 dage efter sidste indtagelse.

Hvis du beslutter dig for at afbryde behandlingen med Disulfiram, så tal med lægen eller din behandler.

Hvad sker der, hvis jeg drikker alkohol, når jeg har taget Disulfiram?

Når du drikker alkohol, nedbrydes alkoholen til en række andre stoffer blandt andet det giftige acetaldehyd, som normalvis viderenedbrydes hurtigt. Har du Disulfiram i kroppen, blokeres nedbrydningen af acetaldehyd, som derefter optræder i giftige mængder og du kan opleve følgende symptomer:

  • Svag: en voldsom rødme i ansigtet og på halsen, hjertebanken, hurtig puls og hovedpine
  • Middel: kvalme, opkastning og blodtryksfald
  • Kraftig: besvimelse, kollaps og sjældent hjertestop.

De første symptomer viser sig, 10-15 minutter efter at der er indtaget alkohol – og symptomerne kan vare fra 30 minutter og op til flere timer. Oplever du disse reaktioner, skal du straks ringe 1813 eller søge læge for at få behandling.

Reaktionerne kan udløses af selv små mængder alkohol. En del mennesker er så følsomme, at de må undgå hostesaft, fyldte chokolader samt andre fødevarer, der indeholder små mængder alkohol. Læs varedeklarationen på fødevarer, hvis du er i tvivl om indholdet af alkohol.

Kan jeg tåle Disulfiram?

Det kan næsten alle. Du skal fortælle lægen, hvis du:

  • har nedsat leverfunktion
  • har kredsløbssygdomme
  • har diabetes
  • er gravid eller ammer
  • tager anden medicin

Hvilke bivirkninger har Disulfiram?

Disulfiram kan som al anden medicin have bivirkninger. Det er ikke alle, der oplever bivirkninger, og bivirkningerne er ofte milde og forbigående. De mest almindelige bivirkninger er mavesmerter, træthed, udslæt, dårlig ånde og svimmelhed.

Hvor længe skal jeg tage Disulfiram?

Du aftaler med lægen, hvor længe behandlingen med Disulfiram skal vare. Nogle har gavn af en kortvarig behandling med Disulfiram i starten af deres alkoholbehandlingsforløb.

Hvor meget Disulfiram skal jeg have?

Det er lægen, der ordinerer Disulfiram. Forud for opstart af Disulfirambehandling vil vi bede dig om at få taget en blodprøve (leverparametre) hos egen læge. De fleste modtager en dosis på 400 mg 2 gange om ugen. Tabletterne skal opløses i vand. Du an ikke få recept på Disulfiram hos Novavi. Vi anbefaler, at du møder op 2 gange om ugen på et af vores ambulatorier, så længe du er i Disulfirambehandling, fordi resultatet af Disulfirambehandlingen knytter sig til et personligt fremmøde. Du skal puste i alkoholmeter, inden Disulfiram udleveres. Tal med din behandler om, hvordan forløbet skal være for dig.

Acamprosat (Campral®)

Acamprosat kan nedsætte trangen til alkohol, og dermed mindske risikoen for tilbagefald. Behandlingen med Acamprosat skal altid kombineres med rådgivnings- eller behandlingssamtaler.

Acamprosat virker ikke trangsnedsættende med det samme – du skal tage Acamprosat i ca. 7 dage, før der kan være en trangsnedsættende virkning. Du får den første pakke Acamprosat hos Novavi. Hvis du oplever, at Acamprosat nedsætter din trang til alkohol, vil lægen skrive en recept, så du fremover kan hente Acamprosat på apoteket.

Behandlingen med Acamprosat

Hvor mange tabletter skal jeg have?

Hvis du vejer mere end 60 kg skal du tage 2 tabletter morgen, middag og aften – altså seks tabletter om dagen. Vejer du mindre end 60 kg, skal du tage det antal tabletter, som lægen anviser.

Hvordan skal jeg tage Acamprosat?

Når du tager Acamprosat, skal du synke tabletterne hele med rigelig væske. Du må ikke knuse eller tygge tabletterne.

Hvad sker der, hvis jeg glemmer at tage Acamprosat?

Du må ikke tage dobbeltdosis, hvis du glemmer at tage Acamprosat, skal du i stedet springe den glemte dosis over.

Hvilke bivirkninger har Acamprosat?

Acamprosat kan som al anden medicin have bivirkninger. Det er ikke alle, der oplever bivirkninger, og bivirkningerne er ofte milde og forbigående. De mest almindelige bivirkninger er mavesmerter, kvalme, opkastning, kløe samt manglende evne og lyst til sex.

Hvor længe skal jeg tage medicinen?

Det er almindeligt, at behandlingen med Acamprosat varer ca. 1 år.

Kan jeg tåle Acamprosat?

Du skal fortælle lægen hvis du:

– har nedsat nyrefunktion
– har nedsat leverfunktion
– er gravid eller ammer
– er under 18 år
– er over 65 år

Brug af anden medicin sammen med Acamprosat

Tal med lægen, hvis du tager medicin mod depression, da kombinationen af antidepressiv medicin og Acamprosat kan medføre vægtøgning eller vægttab.

Naltrexone

Naltrexone kan nedsætte trangen til alkohol og dermed mindske risikoen for tilbagefald. Behandlingen med Naltrexone skal altid kombineres med rådgivnings- eller behandlingssamtaler.

Naltrexone nedsætter ikke trangen med det samme – du skal tage Naltrexone i ca. 14 dage, før der kan være en effekt af behandlingen.

Behandlingen med Naltrexone

Hvor mange tabletter Naltrexone skal jeg have?

Du skal starte med en lav dosis og langsomt øge til den aftalte dosis. På den måde får du den bedste effekt og mindst mulige bivirkninger. Du skal følge lægens anvisninger i forhold til dosering. Du må ikke være påvirket af morfin eller tage morfinpræparater, mens du er i behandling med Naltrexone. Du får udleveret et kort, som du bør bære på dig. På kortet står der, at du er i behandling med Naltrexone.

Hvordan skal jeg tage Naltrexone?

Når du tager Naltrexone, skal du synke tabletterne hele med rigeligt med væske. Du må ikke knuse eller tygge tabletterne. Det anbefales, at Naltrexone indtages om morgenen.

Du må ikke tage dobbeltdosis. Hvis du glemmer at tage Naltrexone, skal du i stedet springe den glemte dosis over.

Det skal du vide

  • Før og under behandlingen bør leverens funktion kontrolleres. Lægen giver besked om, hvordan det skal foregå.
  • Du må ikke tage smertestillende morfinpræparater eller være i substitutionsbehandling for afhængighed af morfin, da det kan medføre ubehagelige symptomer. Derfor vil vi gerne undersøge din urin inden behandlingsstart med Naltrexone.
  • Hvis man tager høje doser morfin eller morfinlignende midler for at opnå effekt af disse selv mens man er i behandling med Naltrexone, kan det medføre livsfarlig forgiftning.
  • Samtidigt indtag af håndkøbsmedicin (fx midler mod hoste eller smerter), der indeholder morfinlignende stoffer (fx Kodimagnyl) bør undgås.

Hvilke bivirkninger har Naltrexone?

Naltrexone kan som al anden medicin medføre bivirkninger. Det er ikke alle, der oplever bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger er hovedpine og øget drømmeaktivitet. Andre bivirkninger er kvalme, mavesmerter, opkastning, kraftesløshed, ledsmerter, muskelsmerter, hovedpine, angst, uro, nervøsitet, rastløshed og søvnløshed.

Brug af anden medicin sammen med Naltrexone
Du må ikke tage Naltrexone, hvis du samtidig er i behandling med morfin eller morfinlignende midler.

Hvor længe skal jeg tage Naltrexone?
Det er almindeligt, at behandlingen med Naltrexone varer ca. 1 år, men behandlingsvarigheden

Chlordiazepoxid (Risolid®)

Alkoholabstinenser kan medføre psykisk og fysisk ubehag – og kan i nogle tilfælde udvikle sig alvorligt og livstruende. Abstinensbehandling med Risolid kan afhjælpe dette. Chlordiazepoxid virker dæmpende og lindrende på det ubehag og de symptomer, man oplever under alkoholabstinenser,
fordi Chlordiazepoxid virker på de samme receptorer i hjernen som alkohol. Af samme grund må du IKKE indtage alkohol, når du er i behandling med Chlordiazepoxid.

Behandlingen med Chlordiazepoxid

Du skal ALTID vurderes af en læge inden opstart af behandling for abstinenser. Er der ikke en læge til stede på det ambulatorie, hvor du henvender dig, kan du blive tilbudt at blive tilset af læge via telemedicin – og der vil altid være en sygeplejerske til stede ved siden af dig under den telemedicinske samtale med lægen. Det er lægens beslutning, om vi kan tilbyde dig ambulant medicinsk abstinensbehandling.

Medicinen skal give dig ro og begrænse abstinenssymptomerne. Du skal tage Chlordiazepoxid som foreskrevet af lægen og/eller sygeplejersken. Du vil få udleveret Chlordiazepoxid og grundigt blive orienteret om, hvordan du skal tage medicinen. På medicinposen vil det fremgå, hvor ofte og hvor mange tabletter du kan indtage hen over det næste døgn efter udleveringen.

Oplever du, at medicinen ikke hjælper, når der er gået 30 minutter, kan du tage en tablet mere. Effekten vil ofte aftage efter 4 timer. Det er vigtigt, at du får sovet om natten. Du skal sørge for at tage 1-2 tabletter før sovetid.

Når du er i abstinensbehandling, skal du møde op på ambulatoriet hver dag. På det daglige møde bliver din behandling vurderet, og vi planlægger det kommende døgns behandling. Normalvis strækker den medicinske abstinensbehandling sig over 3-5 dage.

Abstinenssymptomer?

Når du reducerer dit forbrug – eller helt ophører med at drikke, kan du opleve abstinenssymptomer:

  • Rysten på hænderne
  • Indre uro
  • Kvalme
  • Angst/nervøsitet
  • Hukommelsessvækkelse
  • Manglende koncentration
  • Søvnbesvær
  • Svedtendens
  • Forvirring
  • Hjertebanken

Abstinenssymptomerne udvikler sig typisk indenfor de første 6-24 timer efter sidste alkoholindtag. Du kan godt udvikle symptomer, mens du stadig har alkohol i blodet. Abstinenssymptomer varer i de fleste tilfælde 1-3 døgn. Det er afgørende, at du får medicinsk behandling, hvis du har abstinenssymptomer, dels for at lindre de ubehagelige symptomer, dels for at forebygge udvikling af kramper og delir og hindre forværring af fremtidige alkoholabstinenser.

Abstinenskramper udvikles oftest indenfor 6-24 timer efter ophør eller reduktion af et længerevarende stort alkoholforbrug.

Ved delir kan du opleve hørelses- og synshallucinationer.

Det skal du vide

Må jeg køre bil, når jeg er i behandling med Chlordiazepoxid ?
Nej. Du må IKKE køre bil under Chlordiazepoxidbehandling. Du må først køre bil, 7 dage efter at du har indtaget den sidste tablet i din behandling.

Må jeg tage anden beroligende medicin samtidig med Chlordiazepoxxid?
Nej. Hvis du tager anden beroligende medicin eller sovemedicin, skal du holde pause med den under abstinensbehandlingen. Hvis du er i tvivl, kan du spørge lægen eller sygeplejersken på ambulatoriet.

Bivirkninger
Chlordiazepoxid kan som al anden medicin have bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger er muskelsvaghed, døsighed, hovedpine, svimmelhed og træthed.

B-vitaminer 
Efter en længere periode med et højt alkoholindtag kan man mangle B-vitamin. Det kan have betydning for koncentrationen og kan give stikken og prikken i fingre og tæer, træthed og irritabilitet. En længere periode med for lidt B-vitamin øger risikoen for nervebetændelse og kan potentielt skade hjernen og udvikle sig til en livstruende tilstand.

Derfor vil du få tilbud om behandling med B-combin Forte og Thiamin. Du skal tage pillerne en uge efter den anvisning, lægen eller sygeplejersken giver dig.

Kontakt
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte ambulatoriet indenfor vores åbningstid, hvis du har spørgsmål. Oplever du forværring af dine symptomer udenfor vores åbningstid, skal du straks ringe 1813 eller søge læge.

 

Find nærmeste behandlingssted

Alle har ret til gratis og anonym alkoholbehandling.